Almindelige bemærkninger

På Landstingets efterårssamling 2001 opfordrede Landstingets Erhvervsudvalg i sin betænkning vedrørende "Forslag til Landstingslov om erhvervsfremme inden for turisterhvervet og landbaserede erhverv" Landsstyret til at undersøge muligheden for at afgiftspålægge udenlandske krydstogtskibe; det være sig krydstogtskibe, der bevæger sig ind i grønlandsk territorialfarvand, som går til havn eller ankrer op uden at gå ind i nogen grønlandsk havn. Endvidere blev Landsstyret opfordret til at undersøge, hvilke muligheder der findes for indførelse af lodspligt på disse krydstogtskibe, når de befinder sig i grønlandsk farvand. Selve undersøgelsen, som nærværende forslag refererer til, er fremsendt til Landstingets Erhvervsudvalg før Landstingets forårssamling 2002, benævnt "Redegørelse vedrørende Krydstogtturisme i Grønland, februar 2002".

Det fremlagte forslag til ændring af reglerne for krydstogtskibes betaling af havneafgift vil medføre, at krydstogtturister fremover i højere grad end tidligere skal bidrage til den grønlandske økonomi, ligesom forslaget medfører, at der skabes mere lige konkurrencevilkår mellem udbydere af krydstogtsejlads i grønlandsk territorialfarvand, idet afgiften pålægges alle krydstogtskibe uanset nationalitet.

Ifølge ovennævnte undersøgelse anses det ikke for praktisk muligt, at indføre regler om en obligatorisk lodspligt for krydstogtskibe i grønlandsk territorialfarvand, idet man ikke vil kunne rekruttere det nødvendige antal lodser. Det anses heller ikke for muligt p.t. at indføre en generel meldepligt for krydstogtskibe i grønlandsk territorialfarvand, men det forventes, at der på internationalt plan vil blive besluttet en generel meldepligt inden for en overskuelig årrække.

Det foreslås, at krydstogtskibe fremover ikke skal betale havneafgift, men i stedet for betale en afgift på 300 kr. pr. passager, som skibet medbringer, samt at føreren af et krydstogtskib skal fremsende en liste til Skattedirektoratet med angivelse af antallet af passagerer senest 24 timer før skibets ankomst til en grønlandsk havn, red eller det sted på kysten, hvor skibet ilandsætter passagerer.

Endvidere foreslås det af administrative grunde, at passagerrederier, der sejler i fast rutefart mellem grønlandske havne, og som har indgået en servicekontrakt med Grønlands Hjemmestyre, fritages for havneafgift for disse passagerskibe, idet det forudsættes, at Grønlands Hjemmestyres betaling ifølge servicekontrakten, nedsættes med et beløb svarende til det beløb, rederiet skulle have betalt i havneafgift.

Det foreslås, at forslaget skal træde i kraft fra 1. januar 2003, men da krydstogtrejser i 2003 allerede udbydes til salg hen over sommeren 2002, er det nødvendigt at vedtage loven under Forårssamlingen 2002, således at operatørerne i markedet kan blive orienteret inden rejserne i 2003 udbydes.

Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 28 af 27. november 1997 om havneafgift forventes efterfølgende ændret, således at der også skal svares havneafgift ved anløb af havnene i Kangerlussuaq og Narsarsuaq.

Forslaget til ændring af landstingslov om havneafgift forventes at indbringe landskassen et årligt merprovenu på 1,2 mio. kr., hvortil skal lægges besparelsen på servicekontrakten med Arctic Umiaq Line A/S på årligt kr. 1,8 mio., i alt årligt 3 mio. kr. fra og med 2003. Herudover forventes det, at den foreslåede omlægning af afgiften for krydstogtskibe vil medføre flere havneanløb, med en forventning om, at krydstogtpassagererne vil lægge en større omsætning i land.

Forslaget forventes ikke at have mærkbare administrative konsekvenser.

Forslaget har været til høring hos Arctic Umiaq Line A/S, Royal Arctic Line A/S, Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, Direktoratet for Miljø og Natur, Sekretariatets Erhvervsafdeling, Sekretariatets Udenrigskontor, Økonomidirektoratet, KANUKOKA og Greenland Tourism A/S, hvis bemærkninger i relevant omfang er indarbejdet i lovforslaget.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til § 1, nr. 1

Som konsekvens af, at krydstogtskibe ikke længere skal betale havneafgift, men i stedet for skal betale en afgift pr. passager, som skibet medbringer, foreslås det af informative grunde, at lovens titel ændres til landstingslov om havne- og krydstogtpassagerafgift.

 

Til § 1, nr. 2

Ved krydstogtskibe forstås et passagerskib, der ikke sejler i rutefart, og som ikke har det, som det primære formål at transportere passagerer fra en havn til en anden havn. Det primære formål for passagererne vil typisk være fornøjelse og rekreation, ligesom det typisk vil det være en turistmæssig attraktion i sig selv, at være passager ombord på et krydstogtskib.

Et passagerskib, som periodisk udgår af fast rutefart med henblik på at sejle turister op og ned af kysten, vil ved sådan sejlads være at betragte som et krydstogtskib.

Ved passager forstås enhver person, såvel betalende som ikke betalende, der er om bord på et skib. Besætningsmedlemmer og servicepersonale anses ikke som passager.

Det foreslås, at et krydstogtskib fremover ikke skal betale havneafgift, uanset hvor mange havne skibet måtte anløbe, men i stedet skal skibet betale en afgift på 300 kr. pr. passager det medbringer.

Afgiftstilsvaret pr. passager skal betales, såfremt skibet anløber en grønlandsk havn, ligger på red, eller ilandsætter passagerer på kysten.

Det udløser ikke yderligere afgifter, at skibet under dets sejlads langs Grønlands kyster anløber flere havne eller ilandsætter passagerer på kysten flere gange. Medtager krydstogtskibet under det igangværende krydstogt nye passagerer, skal skibet yderligere svare afgift, af det nye antal passager, som går ombord.

Udgår og afsluttes krydstogtet fra en grønlandsk havn, skal skibet svare afgift af det antal passagerer, som skibet medbringer ved afsejlingen fra den grønlandske havn. Det udløser ikke yderligere afgifter, at skibet under dets sejlads langs Grønlands kyster anløber flere havne eller ilandsætter passagerer på kysten flere gange. Medtager krydstogtskibet under det igangværende krydstogt nye passagerer, skal skibet yderligere svare afgift, af det nye antal passagerer, som går ombord.

Udgår krydstogtet fra en udenlandsk havn, herunder en dansk eller færøsk havn, men afsluttes i en grønlandsk havn, hvorfra nyt krydstogt med nye passagerer udgår til en udenlandsk havn, herunder en dansk eller færøsk havn, skal skibet svare afgift af de passagerer, som skibet medbringer til en grønlandsk havn samt det antal passagerer, som skibet medbringer ved afsejlingen fra den grønlandske havn.

Det foreslås, at føreren af et krydstogtskib, 24 timer før skibets forventede ankomst til grønlandsk havn, red eller det sted på kysten, hvor passagerer skal ilandsættes, skal fremsende en liste til Skattedirektoratet med angivelse af antallet af passagerer. En tilsvarende meldepligt gælder allerede i dag, idet føreren af et skib, som ikke indgår i fast rutetrafik efter en forud til Skattedirektoratet opgivet fartplan, straks ved skibets ankomst til det grønlandske afgiftsområde skal anmelde ankomsten til nærmeste havnemyndighed, og senest 24 timer før anløb af grønlandsk havn meddele pågældende havnemyndighed skibets forventede anløbstidspunkt.

 

Til § 1, nr. 3

Ved en servicekontrakt forstås en kommerciel kontrakt mellem Grønlands Hjemmestyre og en leverandør om levering af bestemte ydelser til en på forhånd aftalt pris, og hvor det er op til leverandørens effektivitet, hvorvidt han tjener eller taber på kontrakten.

Bestemmelsen vil p.t. alene få betydning for Arctic Umiaq Line A/S.

 

Til § 1, nr. 4

Det foreslås, at afgiftstilsvaret for krydstogtskibe forfalder, når skibet anløber den første grønlandske havn, red eller det sted på kysten, hvor passagerer skal ilandsættes, og at afgiften skal indbetales til Skattedirektoratet senest ved afsejlingen. Udgår krydstogtet fra en grønlandsk havn forfalder afgiften, når skibet anløber havnen, og afgiften skal indbetales til Skattedirektoratet senest ved skibets afsejling. Medtager et krydstogtskib nye passagerer fra en grønlandsk havn under et igangværende krydstogt, forfalder afgiften ved skibets anløb af den havn, hvor disse passagerer tages ombord, og den yderligere afgift skal indbetales til Skattedirektoratet senest ved skibets afsejling.

For andre skibe, der skal betale havneafgift, er reglerne om afgiftstilsvarets forfaldstidspunkt og seneste rettidige indbetaling af afgiftstilsvaret uændret.

 

Til § 2

Det foreslås, at landstingsloven skal træde i kraft den 1. januar 2003.

 


_________________
FM 2002/14
SDI j.nr. HAVN/25.01.01-7